ISTDP-supervision
Individuelt eller i gruppe
Jeg tilbyder videobaseret supervision til psykologer, psykiatere og psykoterapeuter med udgangspunkt i videooptagelser af egne terapeutiske samtaler.
Supervisionen tager afsæt i sammenhængen mellem terapeutens interventioner og klientens respons. Med ISTDP som forståelsesramme undersøger vi, hvad der sker i terapien – både hos klienten og hos dig som terapeut.
Forskellighed i terapeutisk stil ser jeg som en ressource. Målet er ikke at finde én rigtig måde at arbejde på, men at styrke din kliniske dømmekraft, fleksibilitet og personlige terapeutiske stil.
Kort fortalt
- For psykologer, psykiatere og psykoterapeuter
- Videobaseret supervision af dit eget kliniske arbejde
- Fokus på klientens respons, dine interventioner og dine reaktioner som terapeut
- Online eller i Aarhus
- Individuel supervision: 60 minutter · 1.250 kr. ekskl. eventuel moms
- Gruppesupervision: Pris efter aftale
Godkendelse
- For psykologer kan supervisionen indgå i praksisuddannelsen eller specialistuddannelsen i psykoterapi for voksne
At vise sit kliniske arbejde
Det kan være sårbart at vise videooptagelser af sit eget terapeutiske arbejde. I supervisionen skal der derfor være plads til åbent at undersøge det, der er vanskeligt, samtidig med at vi får øje på og anerkender det, der allerede fungerer.
Supervision er et møde mellem to fagpersoner, som kan have hver sit perspektiv på det samme kliniske materiale. Jeg bidrager med et tydeligt fagligt blik, observationer, hypoteser og klinisk erfaring. Samtidig ser jeg ikke min forståelse som det endelige facit. Forskelle i blik og vurdering kan undersøges åbent og være en del af det, der gør supervisionen frugtbar.
Klientens respons som pejlemærke
Vi ser på, hvordan klienten reagerer på dine interventioner, hvad der bringer arbejdet videre, og hvor processen eventuelt bliver uklar eller går i stå.
Teori og metode giver os hypoteser om, hvad der kan være hjælpsomt, mens klientens respons viser, om vi er på rette vej. Gennem en løbende vurdering af responsen bliver det tydeligere, om du skal fortsætte, justere din tilgang eller ændre retning.
Terapeuten i arbejdet
Vi undersøger også, hvilke reaktioner der vækkes i dig under arbejdet, og hvordan de får betydning i mødet med klienten.
Supervisionen omfatter derfor ikke kun valg af interventioner, men også din måde at være i den terapeutiske relation på. Dine reaktioner kan give vigtig information om processen, men også påvirke den. I supervisionen undersøger vi derfor, hvordan de kan forstås og anvendes i det kliniske arbejde.
Hvem kan deltage?
Supervisionen henvender sig til psykologer, psykiatere og psykoterapeuter.
Du behøver ikke have omfattende erfaring med ISTDP, men skal være interesseret i åbent og konkret at undersøge dit kliniske arbejde med udgangspunkt i klientens respons.
Priser
Individuel supervision
60 minutter
1.250 kr. ekskl. eventuel moms
Prisen reguleres årligt den 1. april
Gruppesupervision
Prisen afhænger af gruppens størrelse og supervisionens omfang.
Kontakt mig for at lave en aftale.
Moms
Der kan blive tillagt 25 % moms, hvis supervisionen ikke indgår i et godkendt, kompetencegivende uddannelsesforløb, fx psykologers praksisuddannelse eller specialistuddannelse.
Kontakt om
supervision
Har du spørgsmål, eller overvejer du, om supervision hos mig passer til det, du søger, er du velkommen til at kontakte mig.
E-mail: info@christianpasgaard.dk
Telefon: 20 83 79 69
