Herunder finder du al information
vedrørende etik, jura og privatliv

Læs mere

Din psykologs tavshedspligt er en forudsætning for din tryghed og helt basal for et vellykket forløb. Som privatpraktiserende og autoriseret psykolog er min tavshedspligt reguleret i sundhedsloven.

Tavshedspligten skal overholdes, uanset hvilke samarbejdsrelationer jeg som psykolog indgår i, og det er mig som psykolog, der har ansvaret for at tavshedspligten overholdes. Vær dog opmærksom på at der er enkelte begrænsninger i min tavshedspligt. Der er situationer hvor min tavshedspligt ikke gælder. Enten fordi jeg (1) har ubetinget pligt til at bryde den eller fordi jeg (2) baseret på min faglige vurdering har ret og pligt til at bryde den.

Vedrørende 1 (ubetinget pligt til at bryde tavshedspligten):

Enkelte love forpligter psykologen til ubetinget at bryde tavshedspligten. I de meget få tilfælde skal psykologen ubetinget videregive de nødvendige oplysninger. Psykologen skal ikke afveje og vurdere situationen, men skal på begæring udlevere de ønskede oplysninger. Dette ses fx hvis en dommer afgør, at psykologen til brug for retssager skal udlevere de ønskede oplysninger uden begrænsning. Psykologen har også pligt til på en dommers anmodning at afgive vidneforklaring om forhold, der normalt er omfattet af tavshedspligten. Andre eksempler på pligtmæssig videregivelse af oplysninger er i arbejdsskadesager eller i klagesager over en psykologs virke.

Vedrørende 2 (ret og pligt til at bryde tavshedspligten baseret på faglig vurdering):

Enkelte love kan indeholde en forpligtelse til at videregive fortrolige oplysninger, hvis psykologen vurderer, at situationen er så alvorlig, at tavshedspligten skal brydes. Hvis der videregives oplysninger, må psykologen kun videregive det, som er relevant og nødvendigt for en sags afklaring. Psykologen skal ved videregivelsen underrette klienten om, hvilke oplysninger der vil blive videregivet til hvem, og hvorfor det er nødvendigt. Et eksempel på en situation hvor psykologen skal bryde sin tavshedspligt er hvis en klient eller andre er udsat for åbenlys fare, fx hvis klienten udviser tegn på at være selvmordstruet og skal henvises til psykiatrisk behandling. Psykologen skal således bryde sin tavshedspligt for at beskytte andres liv og velfærd. Et andet eksempel er hvis klienten selv ønsker, at tavshedspligten skal brydes, og at psykologen skal videregive fortrolige oplysninger til andre. Det kan være til myndigheder eller i forbindelse med forsikringssager.

Læs mere

Det er min pligt som autoriseret psykolog i henhold til §§ 23 og 45 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet, at informere skadelidte om rettigheder samt i fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Styrelsen for Patientklager, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Det Regionale Samarbejdsudvalg for Psykologer i Region Midt samt øvrige steder, hvor det måtte være min pligt at bistå dig med en klage.

Der er klagefrister for de enkelte klageinstanser. Således er fristen for rettidig klage til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn: inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klager skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Gælder klagen forhold, der er omfattet af Praksisoverenskomsten, skal klagen fra patienten fremsættes overfor Regionen, hvor psykologen har sin praksis (i mit tilfælde er det Region Midt). Og klagen skal fremsættes inden for 6 uger efter det forhold, der giver anledning til klagen, er kommet til klagerens kundskab.

Det er ligeledes min pligt at bistå dig i et evt. søgsmål om erstatning – f.eks. til Patienterstatningen. Patienterstatningens afgørelse kan senest en måned efter indgives til Ankenævnet for Patienterstatningen. Og også Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelser kan indbringes for en højere instans – nemlig for retten. Det skal ske senest 6 måneder efter afgørelsen er meddelt.

Læs mere

Ifølge “Bekendtgørelse om rapportering af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet m.v.” fra Sundheds-og Ældreministeriet (trådte i kraft d. 5. januar 2011) forstås utilsigtede hændelser, som “på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder. En utilsigtet hændelse omfatter en begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfaglig virksomhed”.

Ved sundhedspersoner forstås “personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar”.

“Ved pårørende forstås alle pårørende til en patient, herunder også pårørende, som ikke har en familiemæssig tilknytning til patienten, og som har en viden om utilsigtede hændelser, som patienten har været udsat for.”

Utilsigtede hændelser skal rapporteres til den region, hvor de er forekommet. Rapporteringen til regionen skal ske elektronisk via det internetbaserede rapporteringssystem på hjemmesiden www.dpsd.dk.

Der gælder ingen tidsfrist for rapporteringer fra patienter eller deres pårørende.

Ved opfølgning på utilsigtede hændelser er det berettiget at videregive nødvendige oplysninger om patienten, herunder navn og personnummer til henholdsvis region, kommune, privat sygehus eller privatpraktiserende sundhedsperson m.v., f.eks. den alment praktiserende læge. Det anses for væsentligt for patientsikkerhedssystemets funktion, at en rapporterende person ikke afholdes fra, men tilskyndes til, at rapportere utilsigtede hændelser.

Patientombuddet har ikke behov for at have kendskab til rapporterende personers eller patienters identitet i forbindelse med den centrale vidensformidling. Regionernes (og kommunernes og de private sygehuses) rapporteringer til Patientombuddet skal derfor ske i anonymiseret form.

Personer, som rapporterer en utilsigtet hændelse, kan ikke som følge af rapporteringen underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af Sundhedsstyrelsen eller strafferetlige sanktioner af domstolene, jvf. sundhedslovens § 201. Patientombuddet kan ikke indbringe sager for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn eller selv behandle klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV. Sundhedspersoner er ikke beskyttet mod sanktioner, der iværksættes på andet grundlag end ovennævnte rapporteringssystem.