Terapeutisk metode
ISTDP – en psykoterapeutisk metode med fokus på følelser og relationer
ISTDP står for Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy, som på dansk kan oversættes til intensiv dynamisk korttidsterapi.
Metoden tager udgangspunkt i, at psykiske symptomer og tilbagevendende vanskeligheder nogle gange kan hænge sammen med følelser, som er blevet svære at mærke, rumme eller give udtryk for.
ISTDP anvendes blandt andet i arbejdet med depression, indre uro og angstreaktioner, lavt selvværd, kropslige symptomer, reaktioner efter belastende eller traumatiske oplevelser samt tilbagevendende vanskeligheder i forholdet til sig selv og andre.
Kort fortalt
- Aktiv og oplevelsesorienteret terapiform
- Fokus på følelser og tilbagevendende mønstre
- Vi undersøger både det, der sker i dit liv, og det, der viser sig i terapien
- Arbejdsformen tilpasses løbende til dig og den måde, du reagerer på
- Forløbets længde aftales individuelt
Hvordan mønstre udvikler sig
Erfaringer fra tidlige og senere relationer kan påvirke, hvordan vi håndterer følelser, nærhed og konflikter.
Når bestemte følelser bliver svære at være i kontakt med, kan de udløse uro, spænding eller andre kropslige og mentale angstreaktioner. Angst bruges her i en bredere betydning end som betegnelse for en angstlidelse.
For at beskytte os mod ubehaget udvikler vi naturligt forskellige strategier. Det kan blandt andet være at trække os, tilpasse os, overtænke, kritisere os selv, lukke følelsesmæssigt ned eller holde andre på afstand.
Sådanne strategier kan tidligere have været hjælpsomme eller nødvendige. Over tid kan de imidlertid blive automatiske og bidrage til symptomer, fastlåsthed eller uhensigtsmæssige gentagelser i relationer.
Det terapeutiske arbejde
ISTDP er en aktiv og oplevelsesorienteret terapiform. Det betyder, at vi ikke kun taler om dine vanskeligheder, men også undersøger, hvordan følelser, angst og beskyttende mønstre viser sig i konkrete situationer og i selve terapien.
Sammen forsøger vi at forstå, hvilke følelser der aktiveres, hvordan angsten kommer til udtryk, og hvad du automatisk gør for at håndtere eller undgå det, der bliver vanskeligt.
Målet er ikke alene, at du forstår sammenhængene intellektuelt, men også, at du gradvist får større mulighed for at være i kontakt med dine følelser og handle mere frit i forhold til dig selv og andre.
Tilpasset til den enkelte
Det intensive i ISTDP henviser til et fokuseret arbejde – ikke til, at terapien nødvendigvis skal opleves som hård eller konfronterende.
Arbejdsformen tilpasses løbende din respons og det, du kan være i kontakt med uden at blive overvældet. Nogle kan fra begyndelsen arbejde forholdsvis direkte med følelser og relationelle mønstre. Andre har brug for et mere gradvist, støttende og strukturerende arbejde.
Det afgørende er ikke at skabe størst mulig intensitet, men at finde den arbejdsform, der gør en hjælpsom terapeutisk proces mulig.
Den terapeutiske relation
Mønstre fra andre relationer kan også vise sig i kontakten med terapeuten. Du kan eksempelvis blive tilbageholdende, usikker på, hvad der forventes, bange for at fylde for meget eller få lyst til at trække dig, når kontakten bliver tættere.
Når sådanne reaktioner opstår i terapien, kan vi undersøge dem sammen.
Den terapeutiske relation bliver dermed ikke kun rammen omkring arbejdet, men også en mulighed for at forstå og forandre mønstre, mens de viser sig.
Hvad betyder korttidsterapi?
Betegnelsen korttidsterapi betyder, at metoden søger at skabe et fokuseret forløb og fremme forandring inden for en mere afgrænset tidsramme end længerevarende psykodynamisk terapi.
Det betyder ikke, at alle forløb er korte eller har et bestemt antal samtaler. Forløbets længde afhænger blandt andet af dine vanskeligheder, dine mål og den proces, der udvikler sig under terapien.